Vrinners Kirkes historie

Den 8. september 1907 blev Vrinners kirke indviet. Fra 1900 – 1917 hed sognepræsten i Rolsø og Knebel Sogne Viggo Tage Jensen. Sammen med seks fremtrædende Vrindersborgere dannede han det udvalg, som realiserede byggeriet af Vrinders Kirke (fra 1920 Vrinners) i begyndelsen af dette århundrede.

Da Vrinders by først i 1900-tallet voksede og der kom flere håndværkere og købmænd til området, spirede tanken om en ny kirke. Afstanden til Roelse Kirke (senere Rolsø) er omkring 2 km., og for de, som ikke havde heste eller kunne få kørelejlighed, var det en lang vej at gå.

Den nye kirke blev tegnet af arkitekt Frimodt-Clausen. Jorden blev betalt af en nyoprettet kirkefond. De øvrige udgifter til byggeriet anløb 21.500 kr. Heraf bidrog staten med 10.000 kr., tiendeejere med 1.000 kr., kommunekassen med 1.400 kr. og Knebel-Roelse Sparekasse med 1.000 kr. De resterende 8.100 kr. indkom via pengegaver fra mange af Roelse Sogns borgere i perioden 1904 – 1909.

Den nye kirke blev indviet under en stor højtidelighed. Akkompagneret af kirkeklokkens kimen, gik en procession med Biskop Professor Sørensen og Stiftsamtmand Kammerherre Hoppe i spidsen, efterfulgt af provster, præster, menighedsrådsmedlemmer, arkitekten, en repræsentant fra kultur-ministeriet, herredsfogeden og kirke-komiteens seks medlemmer fra en nærliggende gård mod kirken.

Præsterne bar kirkens bøger og hellige kar, og ved ankomsten til kirken, præluderes på et midlertidligt opsat harmonium, hvorefter salme nr 393 "Gør døren høj, gør porten vid…" blev sunget, med Førstelærer Johnsen som kirkesanger. Under salmesangen overdrog præsterne bøger og kar til biskoppen. Denne forestod herefter første del af højtideligheden og indviede kirken med alle dens dele i den Treenige Guds navn. Så prædikede sognepræst Tage Jensen udfra dagens evangelium - Math. 6, 24-34 (15. søndag efter Trinitatis), idet han lagde vægt på det vigtige personlige valg, ethvert menneske før eller senere må træffe mellem de to herrer - Gud og Verden. Hvem af dem han vil tjene. Tage Jensen ønskede at mange af de tilstedeværende måtte blive hjulpet til at træffe det rette valg ved hjælp af Guds ord, som fremover skulle blive forkyndt i Vrinners Kirke. Efter indvielsen var der arrangeret middag i Missionshuset - det nuværende beboerhus. Dagen blev afsluttet med endnu en Gudstjeneste i den nye kirke.

Vrinners Kirke er opført i romansk stil, med kor og apsis i øst. Den er bygget i røde mursten og har skifertag. Tårnet er rejst mod vest og er firkantet forneden, mens det foroven er ottesidet og øverst har forgyldt spir. Sognepræst Tage Jensen skrev om den nye kirke i embedets kaldsbog: "Vrinders Kirke er bygget på en grund med en næsten enestående beliggenhed ..." og han fortsatte: "Kirkens indre afgiver et ualmindeligt lyst og venligt rum. Alle vinduer er forsynede med kathedralglas og såvel korbuerne som apsis og vindueslysningerne er nydeligt og smagfuldt dekoreret. Den gamle prædikestol, som er fra 1664 og som stammer fra Roelse Kirke, er anbragt i den nye kirke, såvel som en smuk granitdøbefont, der efter kenderes mening skal stamme fra Valdemarenes tid." Herefter beskrives det ikke middelsalderlige alter, som er skænket af en lokal herremand til Roelse Kirke og altertæppet, alter-dugen og dåbs-håndklæderne, hvilke lokale kvinders hånd-arbejdskunnen var et resultat af. Derudover den syvarmede lysestage, som nabosognenes præster havde samlet ind til.

Om kirkeklokken skriver Tage Jensen: "Den er af malm og støbt hos Frantz Schilling i Thuringen. Den har kostet 1.106,- kr iberegnet told og fragt og har en smuk og fyldig klang." Kirkeklokken har inskriptionen: "Jeg kalder på folk i Vrinders by, o søger jeg frelse i korsets ly. Jeg kalder på gammel og ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile." Til slut beskriver Tage Jensen kirkegården: "Den er hegnet ind på tre sider med en tjørnehæk og den fjerde side mod landevejen med en smuk granitmur af kløvet granit, to alen høj. Ved den sydlige ende af denne mur findes kirkegårdsporten, som er fire på granitsøjler murede piller med smedejernslåger. Kirkegården er anlagt med stier og har plads til 266 grave."

Siden hin dag i 1907, har Vrinners Kirke været rammen om mange centrale begivenheder i lokale familier - glædelige som sørgelige. Og centrum for mange gode og lærerige prædikener. Også musikalske arrangementer har der været plads til. I årenes løb har kirken fået et kapel, kirkegården er blevet udvidet, der er blevet lavet gitterport i kampestensmuren og en bræmme rundt om kirkegården syd-, øst- og vestside er blevet fredet. Desuden er der anlagt parkeringsplads.

Vrinners Kirke ligger som en anduvningsbøje for den, der anløber Vrinners. Højt hævet over byen. Kirken er ikke, som i gamle dage, stort set det eneste sted man mødes. Konkurrence fra den moderne tilværelses mange aspekter er med til at mindske fremmødet i kirken. Og dog.

Historisk set har præsterne på Mols ikke altid haft lige let ved at få sognebørnene i kirke. Således blev en gruppe bønder i det 17. århundrede i landsbyen Roelse, enige om at det nu var synd for præsten, at han skulle prædike for så få. Man indførte en regel om at hver gård skulle være repræsenteret af mindst een person ved hver gudstjeneste. I modsat fald ville der blive afkrævet en bøde. Ganske hurtigt kom der en del penge i bødekassen. Og nu var spørgsmålet blot - hvad skulle disse likvider anvendes til? Molboerne var jo, som de fleste ved, kendt for at være glade for et glas øl. Og enigheden var da også stor, da et gilde blev foreslået ... og flere kirkegængere - det kom der vist ikke.

I Rolsø sogn bor der 522 mennesker. Og mon ikke de fleste af os er glade for, at vi har vores egen kirke, (og næsten vores egen præst!). Mange beklager nok at Rolsø Kirke led nedrivningsdøden så få år inden den oprindelige grund - afstanden - havde løst sig selv i takt med samfundsudviklingen og den dermed tiltagende udligning af afstanden. Men sket er sket og våbenhuset og kirkegården er jo stadig en del af vores sogn, som vi kan glæde os over. I stedet for at sørge over 90-året for nedrivningen af Rolsø Kirke, må vi glæde os over 90-året for Vrinners Kirkes indvielse. Vrinners Kirke er ved at være en ældre bygning, som alderdomstegnene da heller ikke ubemærket har forbigået. En løbende vedligeholdelse har profylaktisk holdt de uheldige sygdomme af vejen, men på længere sigt er planen en ansigtsløftning over de kommende 10 år, således at Vrinners Kirke vil fremstå smuk på sin 100 års fødselsdag i år 2007.